Er der en handyman gemt i dig? Har du grønne fingre og kan lide at holde orden og gøre rent?

Vi sørger for, at bygninger og udendørs arealer på skolerne bliver passet og vedligeholdt, så alle elever, medarbejdere og gæster møder en pæn og ren skole.

Vi har desuden vedligeholdelses-, reparations- og anlægsopgaver for kunder i byen.

Vi lægger vægt på god service, hvor det er vigtigt, at man samarbejder og hjælper hinanden, og du får en hverdag, hvor arbejdsdagen og opgaverne er meget forskellige. Du får samtidig et godt kendskab til maskiner og værktøj i faget.

 

Eksempler på opgaver

  • Pasning af trappeopgange på torvet i Silkeborg.
  • Pasning af Andetorvet i Silkeborg.
  • Vask af tøj fra skolens køkken og andre rengøringstekstiler.
  • Rengøring af skolens nye bygning.
  • Affaldshåndtering.

 

Hvordan arbejder vi med faget i hverdagen?

Dagen starter med, at alle mødes til et morgenmøde, hvor dagens opgaver bliver snakket igennem og fordelt.

Det er ikke nødvendigvis den samme opgave, du laver hele dagen, da der er mange forskellige opgaver at løse på skolen.

Vi har en tavle på værkstedet, hvor alle maskiner er noteret og vores mål er, at alle får en instruktion og prøver dem alle. Det sker igennem praktisk arbejde, altså rigtige produktioner, enten på skolen eller på projekter uden for skolen.

Derudover får du vist forskellige håndværk indenfor maler, træ og havearbejde.

 

Hvilke uddannelser vælger man typisk bagefter?

Der er mange, der vælger at gå serviceteknikervejen (pedel), men der er også mulighed for at gå rengøringsvejen, eller bliver elektriker, chauffør eller landmand.

 

Der er mulighed for at blive lærling på værkstedet

Værkstedet er godkendt til at have fire lærlinge. For at blive lærling skal du have været PGU-elev først. Du skal også have været ude i 2 x 14 dages praktik på fuld tid indenfor serviceteknikeruddannelsen og have fået en god tilbagemelding fra praktikstedet.

 

Skal jeg kunne bruge maskiner for at komme på værkstedet?

Nej, det behøver du ikke at kunne. Du skal nok lære at bruge f.eks. boremaskine, slagboremaskine og at starte en vaskemaskine.

Du skal bare have interessen for og lysten til at prøve mange fag.